Historie

Vi er alle vokset op med faglige foreninger af enhver art. Men det var noget af en næsten faretruende dimension i 1879 at samle folk med udgangspunkt i deres arbejde. Men Frederik Christensens ideologi var af den medmenneskelige art mere end den arbejderpolitiske. Hans modstanderes holdning var at skuespillere næppe kunne forenes om noget som helst. Hånlighederne fortsatte med utænkeligheden ved at scenens folk; unikummer hver og én, med deres omflakkende liv og skiftende engagementer, skulle være i stand til at skabe og opretholde en forening?

Frederik Christensen var ikke sådan at vælte af pinden. Med hans ukuelige livssyn som vennernes ven startede han indsamlingen til hvad der senere skulle blive til foreningens første formue i en sparegris. Grisen hang på sminkespejlet i hans garderobe og blev fodret hver gang venner og bekendte kom for at sige ”tak for i aften”. Det gjorde de tit – og fik ikke lov at gå, uden at det klirrede i grisen.

Grisens indhold blev startkapital til en forening med det formål at yde fattighjælp til skuespillere i nød, alderdomsydelser og begravelseshjælp. Dengang var der ingen sikkerhedsnet under scenens folk. Havde man ikke kunnet lægge penge til side eller var for gammel og syg til at optræde, levede mange nær sultegrænsen under kummerlige forhold.

Den 16. august 1879 stiftedes Skuespillerforeningen af 1879 – den ældste kontinuerlige skuespillersammenslutning i verden, med den samlede formue, sparegrisens indhold, af 4 kroner og 10 øre. Med hjælpsomme og gavmilde menneskers hjælp voksede formuen på tre år til kr. 44.000,-  – en forøgelse på over en million procent!

Siden hen er flere midler kommet til fra overskud fra festforestillinger, markeder, karnevaler og siden 1978 den årlige støtteforestilling Revyernes Revy. En væsentlig del af midler stammer fra mennesker, der betænker foreningen i deres testamenter. Givere er teaterfolk men også folk udenfor teatrets verden, der ønsker at vise taknemmelighed til den levende kunst og dens bidragsydere, ved at betænke foreningen hele eller dele af deres arv.

Fra foreningen blev stiftet, levede tanken om engang at kunne tilbyde en række boliger, hvor skuespillere i tryghed kunne tilbringe deres alderdom. Det blev en realitet i 1927, hvor Skuespillerforeningens Hus indvies på hjørnet af Peter Rørdams Vej og Bispebjergvej i København. Blandt de første beboere var Frederik Christensen, nu 80 år gammel. Manden med idéen og sparegrisen. I dag er Skuespillerforeningens Hus moderniseret og rummer 15 bekvemme og hyggelige boliger, som af bestyrelsen tildeles værdige medlemmer af foreningen.

De årligt tilbagevendende arrangementer, generalforsamlingen og julestuen, er konstante flagskibe for hvad der sker når branchens folk mødes for at hylde hinanden. Fællesskabsfølelsen stiger til loftet og op gennem taget. Det har den gjort fra foreningens tilblivelse og gør det stadig.

Der var festivitas med alle sejl sat til da foreningen rundede 100 år i 1979. Da 125-års jubilæet afholdtes, var det med pandekager på Københavns Rådhus med selveste overborgmesteren som vært. I 2029 fylder foreningen 150 år. Et flot jubilæum som helt sikkert også skal fejres med manér.

Trods sociale forbedringer, såsom medlemskab af en a-kasse, er der desværre stadig vanskelige livsvilkår for mange scenekunstnere i dag. De to årlige kontingenter som medlemmerne betaler, sikre – foruden indtægterne fra de tidligere nævnte arrangementer – at foreningen fortsat kan værdsætte, hjælpe og støtte.  Heldigvis bliver der ved med at være unge dygtige skuespillere, dansere m.fl som melder sig ind i foreningen, fordi de ser værdien i at hjælpe kollektivt.

Foreningens formål er også at ære scenekunstnerne. De hæderslegater, som gives af Skuespillerforeningen af 1879, er en af de fornemste former for anerkendelse: Den, der gives af kunstnere til kunstnere.

Skuespillerforeningen af 1879 blev til på baggrund af nød og elendighed -med håbet som projektørlyset fokuseret på forscenen. Foreningens tilblivelse og historie viser viljen og evnen til at få drømme til at gå i opfyldelse og den fællesskabseufori, det skaber, når de gør det. Det er unikt at et sådant fællesskab har overlevet i så mange år – og stadig lever energisk videre.